NU INDDELES A KLASSERNE I NIVEAUER
Utrolig mange stævneryttere oplever det. Endelig får man sneget sig over ”spærregrænsen” og opnår kvalifikation til at ride A-klasser. Juhu!
Efterfølgende sker der typisk det, at hvis man gerne vil ride de store stævner, ja så ender man i bunden.
Farvel til finaler og rosetter. Not så meget Juhu.
Her kommer man nemlig til at ride mod toppen af poppen – og selvom du eksempelvis har opnået 5,80 og kan ride 4.1, så er der meget langt op til ryttere som Johánn Rúnar Skúlarson, Nils-Christian Larsen, Julie Christiansen – og alle de andre blændende topryttere.
Nu er tre stævnearrangører, der også selv er stævneryttere, gået sammen om at lave Masterklasser, så forskellene i niveauerne i klasserne ikke er så store.
-Opdeling af de høje klasser har været anvendt i flere år i Island og Tyskland. Efter Aros Gait Event 2021 oplevede vi et behov for at forsøge det samme i Danmark på baggrund af det store deltagerantal i A-klasserne.
Vi gør dette for rytterne, så den store gruppe af ryttere, der har kvalificeret sig til A-klasserne, inddeles mere efter niveau, forklarer arrangørerne.
Opdelingen betyder, at de enkelte A-klasser ikke bliver så ekstremt store, og flere får en chance for at ride sig i en finale.
De tre initiativtagere til at afprøve denne form for niveau-inddeling er Frederikke Kjærgaard Aabo, medarrangør af Aros Gait Event, Lisa la Cour fra Bøgelund Heste, og Søren Madsen fra Debelmose Isheste.
-Det giver god mening for alle. Er du ikke toprytter, har du jo ingen chancer, når du rider mod toppen af poppen. Ved at opdele A-klasserne i flere niveauer, for flere ryttere mulighed for at ride en finale. Det er en fordel for alle, at de rider mod andre på samme niveau, forklarer Frederikke Kjærgaard Aabo.
-Ved AROS-stævnet sidste år red junior og ungrytterne for sig, og det fik vi meget positiv respons for. Det er jo også svært for dem at skulle konkurrere mod de garvede senior topryttere, fortæller Lisa la Cour.
Der bliver mere arbejde for os stævne-arrangører. Det koster jo ekstra tid med flere finaler, men det tager vi så gerne med, pointerer Lisa la Cour med et grin.
-Vores mål er tilfredse ryttere, glade tilskuere, udstillere og dommere. Og så at skabe en god stemning, pointerer hun.
-Man skal også huske, at de ryttere, der ikke ligger i top10 eller 15 på ranglisterne, betaler det samme for at deltage. Og de vil selvfølgelig også gerne ride finaler, hvilket de ikke har en chance for, når de skal ride mod toppen, bemærker Frederikke Kjærgaard Aabo.
-Viser det sig, at rytterne tager godt imod denne niveau-inddeling, kan der eventuelt på sigt blive tale om en opklassificering – forstået på den måde, at har du først redet over adgangskravet til Masterklasserne, kan du ikke blive ved med at jagte rosetter i den ordinære A-klasse, forklarer Lisa la Cour og Søren Madsen.
Nu er tankerne om opdelte A-klasser i Danmark altså blevet til en realitet.
Første stævne bliver Bøgelunds pointstævner 30. april og 1. maj, hvor der, i samarbejde med Aros Gait Event og Debelmose Isheste, afvikles Masterklasser i sport A med WRL/DRL-status for de bedste af de bedste.
Der afvikles desuden almindelig Sport A-klasser og B-klasser.
Adgangskrav til masterklasserne
T1 MASTER 6,50
T2 MASTER 6,50
4.1 MASTER 6,50
5.1 MASTER 6,00
Det er ikke tilladt at tilmelde sig både MASTER-KLASSE samt en A-klasse inden for den samme disciplin.
Man kan tilmelde sig sport A klasserne, såfremt de ordinære adgangskrav er opnået.
WRL/DRL sport A: 5.1, 4.1, T1, T2
WRL/DRL sport B: 5.2, 4.2, T3, T4
Der ingen adgangskrav til B-klasserne.
Udtagelserne i både A og B klasser opdeles i henholdsvis junior/ungrytter og seniorer.
Den ordinære tilmelding til Bøgelund-stævnet åbner den 30. januar på Sporti.
Næste stævne efter det nye system bliver Aros Gait Event WRL 2022 den 16. juni i Herning.
25. august afvikles så det tredje stævne af slagsen hos Debelmose Isheste v./ Søren Madsen, der samtidig inviterer til høstfest.
-Vi glæder os meget til alle tre stævner.
Udover stævner af høj kvalitet, bestræber vi os også på, at det skal være sjovt og hyggeligt, forklarer Frederikke Kjærgaard Aabo.
Vi er selv stævneryttere, så vi ved, hvad der virker. Vi er der for rytterne, og det betyder meget. De bruger meget tid og mange penge, forklarer Lisa la Cour.
Initiativet til niveauopdelingen i Danmark er affødt af, at vi gerne vil kunne tilbyde stævnerytterne – og dermed sporten – noget, som fremmer deres muligheder og udvikling.
-Vi gør det her for rytterne, er de tre arrangører enige om.
Af Helle Skram de Fries
Foto Privat