Rigtig mange har fået lyst til at lære mere om kåringssystemet

“Det er virkelig positivt”: Rigtig mange har fået lyst til at lære mere om kåringssystemet

Anne Stine Haugen og Agnar Snorri Stefánsson holdt i foråret flere kåringskurser både hjemme i Silkeborg og på Sjælland. Og interessen for at deltage har været overvældende.

I slutningen af januar – samtidig med at stormen “Malik” hærgede Danmark – holdt Anne Stine Haugen og Agnar Snorri Stefánsson det første af flere kåringskurser på Stald Gavnholt. De 35 pladser til kurset blev revet væk på kort tid, og det var således en gruppe meget motiverede deltagere, der mødte op med håbet om at lære mere om at fremvise og træne heste frem til kåring, samt blive klogere på, hvad dommerne egentlig lægger vægt på både i bygningsbedømmelser og ridebedømmelser.

For arrangørerne var målet med weekenden klart: Deltagerne skulle få en forståelse for, at kåringssystemet ikke er svært at forstå, og at det faktisk ikke er så “farligt” at træne og vise sin egen hest, hvis man har lyst til det.

“Vi er meget glade for, at der har været stor interesse for kurserne. Det ville være godt for både avlere og ryttere, hvis vi kunne få vist flere heste i Danmark, og vi synes, at der skal være en positiv stemning omkring det at få kåret sin hest.

Jeg tror, at mange er lidt bange for kåringer, fordi de ikke helt forstår, hvad der kræves af hest og rytter, og derfor håber jeg, at vi kan være med til at “afmystificere” det lidt,” siger Anne Stine Haugen.

Skæbnen ville, at den inviterede kåringsdommer Heimir Gunnarson lagde sig syg med corona i ugen op til kurset. Heldigvis lykkedes det at finde en fuldgod erstatning i islændingen Gísli Guðjónsson, der er både rytter, gæðingakeppni-dommer og kåringsdommer, og som kunne tage turen til Danmark med kort varsel.

Først blev kursisterne udsat for en grundig omgang teori, hvor det blev gennemgået, hvad avlsmålene for vores islandske hest egentlig er, og hvad dommerne lægger vægt på, når de bygningsbedømmer heste.

Der var rigeligt med billeder af hestehoveder, hove, rygge og benstillinger til at illustrere, og Gísli forklarede, hvordan samtaler mellem dommerne kan være under bygningsbedømmelsen.

“Her har vi et ret fint hoved og en relativt lige profil. Ørestillingen kunne måske være lidt bedre, og øjnene er måske ikke så store, som vi gerne ville se. Så jeg ville sige til de andre dommere, at jeg tænker på at give et 8-tal for hoved til den her hest. Og så taler vi om, om de synes det samme. Nogle ville måske sige 7,5-8,0, og så kan vi diskutere dét,” ræsonnerede han, mens et af billederne blev vist på storskærmen.

“Knowledge is power”

Også ridebedømmelserne – dem, som i det seneste år har været genstand for megen debat – blev gennemgået med videoer af heste i alle gangarter og på alle niveauer som reference. Nogle af videoerne blev diskuteret ivrigt, og oplagte spørgsmål blev stillet:

“Hvorfor får den her 8,5 for tölt, når den anden, vi så før, fik 9?”. “Kan man godt give 8 for skridt, selv om den er ufokuseret i begyndelsen?”. “Er der en grænse for, hvor høj en karakter, hesten kan få, hvis den smeder i trav?”.

Gísli svarede beredvilligt på spørgsmålene ud fra et dommerperspektiv, mens Agnar – der har fremvist over 800 heste i sin karriere – svarede på de spørgsmål, som omhandlede hvordan man forbereder sig selv og hesten bedst muligt til en kåring.

Ifølge Gísli Guðjónsson hviler avlen på devisen om, at “knowledge is power”, og derfor er det en fordel for alle, at et større antal heste bliver kåret.

“Det er vigtigt ikke at stirre sig blind på totalkarakteren. En firegængerhoppe, der har 8 for tölt og form, 8,5 for trav, 8 for galop og 7,5 for skridt, kan være en virkelig god hest, selv om hun måske “kun” har 7,50 i alt for rideegenskaber. Det er vigtigt at huske på, at 7,5 markerer gennemsnittet.

Så man skal ikke være bange og tænke, at hesten ikke kan kåres, hvis den ikke får en masse 9-taller

Det vigtige er, at vi får et bedre billede af hestens styrker og svagheder. Det giver avleren og ejeren vigtig information, og det hjælper samtidig hele avlen generelt,” siger Gísli Guðjónsson og tilføjer, at der på Island også bliver kåret en del vallakker, fordi det giver avlerne et bedre indblik i, hvad forældrene giver videre af egenskaber.

En del af kursisterne deltog med deres egne heste og fik lejlighed til at vise dem frem og få et fingerpeg om, hvad hestene kunne få til en kåring. Alle hestene blev stillet op som til en bygningsbedømmelse og kigget på af Gísli og de øvrige deltagere.

Og både lørdag og søndag blev hestene også vist under rytter. Nogle af hestene var blevet kåret tidligere, mens andre var unge og ikke særligt trænede, og blandt deltagerne var der enighed om, at det var en lærerig oplevelse at se mange typer af heste på forskellige træningsniveauer vise sig frem – hvilket både ryttere og heste klarede sig fint igennem på trods af heftigt stormvejr lørdag eftermiddag.

Små ting kan gøre en stor forskel

Søndag eftermiddag blev afsluttet med, at Agnar prøvede hestene på ovalbanen og gav rytterne tip til, hvordan de kunne forbedre gangarterne. Og selv om Agnar utvivlsomt var den mest erfarne rytter til stede hvad angår kåringsfremvisning, var det tydeligt at se, at det for alle rytterne, uanset niveau, var muligt at få hesten til at få større eller mere stabile gangarter frem i hesten ved at ændre nogle få ting i ridningen.

Flere spørgsmål i løbet af weekenden gik på, hvordan man egentlig træner en hest op til kåring. For Agnar er der dog ikke særlig meget hokus-pokus forbundet med dét. Man skal generelt set træne og ride en hest op til kåring, som man ville træne og ride enhver anden hest, lyder svaret.

“Vi avler først og fremmest rideheste, og derfor skal de kunne alle de ting, som vi normalt kræver af vores heste. Svare for hjælperne, være bløde og lydige og motiverede for at arbejde. Men nogle ting skal man have fokus på. F.eks. er det vigtigt, at hesten kan finde ud af at gå frem og tilbage på en bane og ikke skal bruge 100 meter på at få en rentaktet tölt frem. V

i træner derfor altid vores heste i at ride op og ned ad vejen, vende rundt og ride frem igen. Så bliver de ikke forvirrede, når de til kåringen skal vende rundt for 8. gang,” siger han.

En positiv debat

I flere af FEIF’s medlemslande, herunder også i Danmark, var der sidste år flere ryttere og avlere, der luftede frustrationer over kåringerne. Systemet var uigennemskueligt, og de seneste ændringer, der var blevet lavet i reglerne, var ikke blevet kommunikeret ud til fremvisere og avlere, lød noget af kritikken. Også dén debat blev taget på kåringskurset, hvor de fleste var enige om, at kommunikationen i forløbet kunne have været bedre, så alle var “med på”, hvilke regler og retningslinjer, der var gældende, før sommerens kåringer gik i gang.

Undervejs på kurset blev der imidlertid også talt om, hvordan systemet gennem mange år er blevet justeret flere gange for at fremme avlsmålene. Og hvorfor kåringssystemet er så vigtigt for at skabe fremgang i avlen og give alle ryttere, fritidsryttere såvel som konkurrenceryttere, bedre og bedre heste at ride på.

“I 1990’erne blev skridten f.eks. slet ikke bedømt ved kåringer. Da man tog skridt med ind i bedømmelsen, var der nogle ryttere, der mente, at det var noget pjat, for hvad skulle man da bruge skridten til? Vi bliver heldigvis hele tiden klogere, og derfor er det fornuftigt at justere systemet, så det følger med udviklingen,” mener Gísli.

Spørger man Agnar, er de nuværende retningslinjer nemme at forstå. Der bliver lagt vægt på samarbejdsvillige heste, der er lette på tøjlen og har smidige, taktrene gangarter. Egenskaber, som de fleste ryttere gerne vil have i en ridehest.

Han mener samtidig, at det er godt, at flere lærer kåringssystemet at kende, så de kan se med kritiske øjne på deres egne heste. Ikke mindst hingstene, der bør være af en vis kvalitet for at gå i avlen.

“Hvis man f.eks. har en hingst, som man gerne vil avle på, så må man spørge sig selv, om den her hingst er med til at give avlsfremgang. Har den potentiale nok? Jeg ser ikke nogen grund til at bruge hingste, der går grisepas eller avler dårligt.

Så er det bedre at kastrere den eller tage den ud af avlen. Vi har så mange gode hingste at vælge imellem, og for at kunne bedømme deres avlspotentiale, er det også vigtigt, at vi får flere afkom efter dem frem for at avle hovedløst på ubedømte heste. Det giver i mine øjne ikke bedre rideheste,” lyder vurderingen fra Agnar.

Håber på flere kurser

Arrangørerne håber, at flere ryttere og avlere fremover vil vise interesse i kåringer, tage deres heste med eller i hvert fald komme og kigge på de danske kåringer og træne sig selv i at se, hvad der bliver lagt vægt på. Det bør ikke være en “lukket fest” for ganske få ryttere og avlere, men noget, som flere tager del i, lyder argumentet.

Derfor har Anne Stine Haugen og Agnar Snorri Stefánsson også planlagt flere opfølgende kurser, hvis efterspørgslen er til det, for at give interesserede endnu flere lejligheder til at dygtiggøre sig og lære mere om kåringer.

“Det ville kun være positivt, hvis flere fik lyst til at træne eller vise heste. Vi har mange dygtige ryttere, som jeg håber vil have lyst til at prøve kræfter med det. Og selv om man ikke har lyst til at vise sin egen hest, behøver det ikke koste 50-100.000 kr. i træning at få en hest kåret.

Hvis man er en nogenlunde dygtig rytter, kan man med lidt hjælp fra sidelinjen selv træne sin hest langt hen ad vejen.

Og så kan man overlade den til den professionelle fremviser lige op til kåringen. Der er mange måder at gøre det på, som ikke koster en halv bondegård,” siger Anne Stine.

Af Berit Ertmann
Foto privat