KRAV DER ER NØVENDIGE FOR GOD RIDNING

Tidligere toprytter og nuværende FEIF-dommer Johan Häggberg har lavet en artikelserie om træning af islandske heste med fokus på både hest og rytter hver for sig – og samlet som ekvipage. I sidste nummer handlede det om hesten, Her er nummer to artikel ”Tjekliste til rytteren” i den lærerige serie.

I denne artikel kommer jeg til at veksle mellem instruktørens og rytterens rolle. Enkelt set kan man opdele især præstationsryttere i fire kategorier:

Teknisk kompetence, tekniske kundskaber, følelse og forståelse for hesten som dyr og mindset for konkurrence.

Men hvad så med rytterfølelser og talent? Jovist, men jeg værdsætter vilje højere. Man er naturligvis nødt til at have tilstrækkeligt talent, men uden vilje og udholdenhed, kommer man ingen vegne. Det er nødvendigt.

Man kan aldrig øve sig for meget på teknik. Nu vil mange synes, at jeg bander som en børstebinder i kirken, men jeg synes, der bliver talt alt for meget om, at hest og rytter skal have det så forbandet sjovt hele tiden.

Repetition er kundskabens moder, og heste er tryghedsnarkomaner.

Hvis man som rytter har behov for variation for at holde motivationen oppe, er man ilde stedt. Ridning er ikke repetitivt på samme måde, som jeg forestiller mig det med for eksempel pistol- eller bueskytte er. Som levende væsen stiller hesten sig i vejen for det. Men for eksempel overgange bør trænes, så de sidder som et mantra.

Inden man kan spille på sin hest som et instrument, må man terpe sine skalaer. Jeg mindes Peter Markne udtrykte det nogenlunde således:

”Når følelsen forsvinder, skal teknikken stadig være der.”

Hvis man vil blive en rigtig dygtig rytter, er det vigtigt at vende spejlet mod sig selv. Man behøver ikke være en raffineret psykolog, men man bør have nogenlunde styr på, hvad der får ens verden til at dreje rundt.

Det, jeg synes er sværest i forhold til præstation, er, hvorvidt man som personlighed har brug for energi. Det er lettere at installere en bremse på den, der vil for meget. Vær opmærksom på, at dette intet har at gøre med ridefærdigheder. Men vil man meget, så må det ikke gå ud over hesten og helt ikke over ridningen. Det gælder om at beholde sin målretning, samtidig med at man tilføjer instrument og metoder, som mildner et eventuelt stærkt kravbillede og forbedrer kommunikationen med hesten.

Mere almindeligt er problemet med svaghed i forhold til sin hest og et alt for svingende, inkonsekvent kravbillede.

Kan man ikke forandre sin hest, må man forandre sig selv. Man må turde være ubehagelig mod sig selv. Mens man forandrer sig, og måske har brug for en tur i ”tørretumbleren” for at korrigere sin ridning, kommer ens resultater sandsynligvis til at gå ned ad.

Stævneresultater afhænger af rygmarvsreflekser, og ved nervøsitet kommer gamle vaner ofte til udtryk.  Så i forandringsperioden er det endnu mere nødvendigt at ride med hovedet.

Endnu en ting, som nervøsiteten påvirker, er beslutsomheden. Så ved stævner er det vigtigt, at man følger de lagte planer, holder procesorientering og ikke bliver taget som gidsel af sine nerver.

Man skal heller ikke lægge skylden der, hvor den ikke hører hjemme – hos hesten. Heste er individer og – afhængigt af, hvad vi udsætter dem for – reagerer de ikke ens.

Det er altid pilotens ansvar – ikke passagerens. Så længe vi giver hesten korrekte mønstre at arbejde efter, de rigtige tekniske forudsætninger, bygger hesten styrke op gradvist og tager hånd om løsgjortheden osv., får vi med størst sandsynlighed en tilfreds og arbejdsom hest.

Skal vi ride, så skal vi vise hesten den respekt, at vi giver den tilstrækkeligt gode redskabet til at være ridehest. Uafhængigt af hestens kapacitet skal den gå løsgjort og med ren takt. Det er min faste overbevisning, at hvis vi fokuserer på teknik, så gør vi både rytteren og hesten en tjeneste. Og ikke gennem at projicere eventuelle mangler overpå hesten.

Teknikken kommer fra rytterens sæde og den indøvede, intuitive forståelse for, hvordan man indvirker på hesten. Rytterens sæde og position i forhold til hesten, følsomhed og følelse for gangartens rytme er helt grundlæggende for islandshesteryttere.

Den tekniske forståelse og applicering af, hvordan hjælperne fungerer, er ikke let, men lettere at tillære sig end følelsen for gangartens individuelle rytme og balance.

Betragteren udenfor kan hjælpe rytteren med at finde den korrekte position og se, hvordan hesten reagerer på rytteren. Men samspillet må rytteren lære sig selv.

Det er muligt at fortælle nogen, hvordan de skal tænke, og hvordan man forventer, hesten reagerer, men i sidste ende må rytteren selv lære samspillet med hesten.

Og her kommer vigtigheden af at have en hest, som lærer en, hvordan tingene skal føles. Her må man som rytter skaffe sig en oplevelse at stræbe imod.

At rytter og hest skal lære sammen, er ikke det bedste koncept, selv om det er en populær tanke. En foreteelse som er alt for almindelig er, at rytteren skal lære at tølte sammen med sin hest. Det giver instruktøren en ”vidunderlig” udfordring. Hesten kan ikke tølte, rytteren kan ikke tølte. Det tager ofte for lang tid.

Vi har nogle almindelige misforståelser omkring, hvordan et sæde fungerer. Stabilitet og følsomhed er det vigtigste. Samt at man kan påvirke hesten gennem flydende hjælpere uden ”hak i skiven”.

En rytters måske vigtigste opgave er, som en klog, nær ven plejer at sige, at være hestens balance-coach. Det, som fungerer dårligere, end man skulle tro, er et stærkt drivende sæde – altså at læne sig tilbage med strakt ryg for at forstærke sædet og hestens balance.

Ridning er fyldt med kræfter og modkræfter – og lige så vel som hesten må vente,  også når den går frem, må rytteren strække sig ret op, også når man rider fremad, og derigennem aktivere sin core. Så man hjælper hesten med at bevare sin op-ad-bakke formåen – også når den øger tempoet.

Med sin core bremser man, regulerer hesten tempo og bevarer og forbedrer hestens balance.

Derfor er det især vigtigt, at man udgår stolesæde, da det bringer hesten ud af balance. Også det populære lette stolesæde har effekt på balancen. Mange falder bagover i det tredje tempo i T. 2, hvilket virkelig ikke er det rigtige. Med en svag core følger ofte en hyper mobil for hurtig hofte. Da man gennem hoften påvirker hestens overrulning, bliver det svært at stabilisere hesten i tempo, og det giver hesten tendens til at rulle.

Det vi har brug for er at kontrollere hestens rytme og balance gennem enten at følge med i hestens bevægelser eller til at sidde imod med. Den bløde hofte med stabil core giver øget tølt, mens vi er mere stabile, når vi rider pas. Evnen til at mærke og styre hestens rytme er, som sagt, virkelig vigtig, hvis man skal komme nogen vegne som rytter. Særligt i en tid hvor løsgjorthed bliver alt afgørende.

På samme måde som jeg synes, at mytologiseringen af hestens vilje skaber unødige problemer, findes modsvarende problem med rytterens hånd.

God kontakt med en hest er, som sagt, en totalitet og den afspændte fine form hænger absolut sammen med stabile, elastiske hænder, men i lige så høj grad med korrekt anvendelse af schenkler, følelse og velafbalanceret sæde

Blødhed og runding af hesten skærpes af sæde og schenkler og kontrol over med, i hvilken hastighed, hesten sætter hovene ned. Det skabes ikke mellem albuen og hestens mund.

Det komplekse ved ridning understøttes af, at man anstrenger sig for at gøre det svære ukompliceret – ikke af misvisende truismer

Af Johan Häggberg

Foto Mirjam Horn