Er sand hos islandske heste et stigende problem?

Dyrlægens vinkel med dyrlæge Nanna Luthersson

Er sand hos islandske heste et stigende problem?

eMagasinet Islandsk Hest erfarer, at der er mange hesteejere, der har udtrykt bekymring for netop dette dilemma den senere tid. Det kan der være flere forskellige årsager til, men en af dem er, at vi er blevet meget mere opmærksomme på at holde vores heste slanke på jordfolde for at forebygge overvægt og forfangenhed.

Det er et skridt i den rigtige retning, men der vil også hermed være en øget risiko for indtagelse af sand – og udvikling af mavesår, især for visse individer.
Hvad er din holdning som dyrlæge til dette dilemma?

Det er et dilemma, som ikke kan undgås. Men som med alt muligt andet, så handler det om at vurdere risikoen. Mit bedste råd er at få vurderet besætningen ved at tage en screening af hele hesteholdet. På den måde finder du ud af, hvilke heste, der har sediment med sand, og så kan man sætte ekstra ind overfor disse individer. Det er smartere end at gå med en frygt for, at alle ens heste bliver ramt.

Bor du et sted i landet, hvor der er meget sand i jorden, er risikoen større.

Her vil man altid skulle tage flere forholdsregler end, hvis man bor et sted, hvor sandindholdet er lavt. Har du samtidig en eller flere heste som altid er meget sultne og på evig slankekur, skal man være mere opmærksom på dem. Min erfaring er, at det er enkelte individer, som har et ædemønster, der gør dem ekstra udsatte. De æder tæt ned mod jorden og forsøger evt. at få rødderne med – og derved får de en del jord og sand med ind.

Røntgen er eneste metode!

Den eneste metode til at afsløre sediment af sand i tarmene er at tage røntgenbilleder af hestens bughule. På den måde er det utrolig nemt at se, hvilke heste der har sand og i hvilket omfang. Når man kender omfanget af problemet, kan man sætte ind med behandling overfor de berørte heste.

De traditionelle gødningsprøver, hvor man blander hestepærer op i vand og ser, hvad der bundfældes, er meget upålidelige. Der vil være heste som udskiller sand i bunden af posen og som dermed kommer ud som positive. Det er bare ikke de heste som har de største problemer. De heste som laver et meget tætpakket sediment derimod, vil være negative ved en gødningsprøve, idet sandpartiklerne har pakket sig meget tæt. Og det tætpakkede sand kommer bare ikke ud af sig selv.

Hvor stor en mængde loppefrøskaller man kan bede den enkelte hest om at æde er igen individuelt

Heste som hverken har kliniske symptomer eller sand i store mængder, kan få tildelt loppefrøskaller (psyllium) i en mængde på ca. 0,5-1 g pr kilo kropsvægt – blandet op i foderet. Hvor stor en mængde loppefrøskaller man kan bede den enkelte hest om at æde er igen individuelt. Generelt er de pelleterede loppefrøskaller nemmere at indtage for de fleste heste end dem i løs form. Den daglige mængde kan gives over flere måltider dagligt, og det ser ud til at have en fornuftig effekt hos de fleste.

De heste som derimod har store mængder sand i tarmene bør behandles af en dyrlæge. Hesten får lagt en sonde ned i mavesækken og pumpet en blanding af loppefrøskaller, epsom salt og eventuelt paraffinolie ned 1 – 2 gange dagligt i nogle dage indtil sandet er fjernet. Man kan så monitorere effekten af behandlingen ved at tage røntgenbilleder undervejs.

De fleste heste responderer godt på behandlingen – og har udskilt sandet i løbet af 3-5 dage. I få tilfælde, og især hvor problemet har stået på igennem flere uger eller måneder, kan respons være dårligere.

Hvis hesten er syg med kolik eller kraftig diarré, når man opdager problemet, så er en tarmoperation oftest eneste udvej – og desværre ikke altid med en god prognose. Store mængder sand beskadiger tarmslimhinden og gør, at en kolikoperation ikke altid ender med et godt resultat.

Hvad er de typiske symptomer?

Heste med store mængder sand kan få alvorlige symptomer i form af forstoppelse og kraftige koliksymptomer. Men så tydeligt behøver det slet ikke at være. Mange gange kommer symptomerne snigende – og derfor kan heste gå med sandsediment i uger eller måneder inden problemet opdages.

Heste med sand har ofte samme symptomer som heste med mavesår. Det kan være vanskeligt udfra symptomer alene at afgøre, hvad problemet er. De er ømme ved berøring af bugen. Er kede af at få spændt gjord. Kan være uvillige under arbejde. Nogle får diarré eller efterløb. Andre viser ikke ret mange symptomer, men ved behandling efterfølgende, kan man tydeligt se, at de har fået det bedre, når sandet er væk. De bliver gladere, mere veloplagte, mere vågne og energiske.

Har du nogle konkrete råd til, hvordan man kan undgå at hesten spiser sand (og får mavesår) af at være på jordfold?

Den bedste forebyggelse mod indtagelse af sand og udvikling af mavesår, når hesten er på jordfold er at tildele tilstrækkelige mængder stråfoder.

En hest skal minimum tildeles 2 kg hø eller wrap pr. 100 kg hest, og er hesten på slankekur, er det vigtigt at mængden ikke er lavere end 1,5 kg pr. 100 kg hest.

Man kan yderligere formindske kalorieindholdet ved at erstatte 1/3 del af høet eller wrappen med halm eller frøgræs, såfremt det er af en god kvalitet, således at hesten ikke bliver udsat for støv eller skimmel som kan forårsage luftvejsproblemer. Hvis man er nede i disse yderst begrænsede rationer, skal man være meget opmærksom på, hvor sulten hesten er – og om den begynder at gnave i rødder og jord.

Har du en hest, der er overvægtig og ikke kan administrere at få tildelt stråfoderet efter ædelyst, skal grovfoderet udfodres flere gange dagligt, så der aldrig går mere end 2-3 timer, hvor hesten ikke har adgang til noget at spise.

Står hesten et sted, hvor der er meget sand i jorden og samtidig har stor tendens til at spise meget tæt nede ved jorden, kan man prøve at give stråfoderet væk fra jorden, f.eks. i høhæk, hønet eller andre slowfeeder-anordninger. Disse heste skal monitoreres oftere for at se, hvor højt niveauet af sand er, så der kan sættes ind med forebyggende behandlinger inden problemet bliver for stort. Det kan i sjældne tilfælde være nødvendigt med yderligere tiltag, hvis almindelig forebyggelse ikke er tilstrækkelig.

Er der tilskud, man kan give forebyggende?

Du kan godt give loppefrøskaller forebyggende, men har hesten har et problem med sand, så skal mængden af loppefrøskaller være væsentlig større end det, som er angivet på produktvejledningen. I stedet for at bruge loppefrøskaller til alle heste forebyggende, så anbefaler jeg, at man skal udpege de individer som har problemet – og sætte ind overfor dem.

Når en hest har haft problemer med sand i tarmene, plejer jeg at sætte dem på en behandlingsprotokol, hvor de får loppefrøskaller i en forholdsvis høj dosis 7-10 dage hver måned. Dernæst anbefaler jeg kontrolrøntgen, når der er gået nogle måneder, for at se om den valgte strategi er nok til at holde problemet nede.

Grunden til at jeg ikke vælger at behandle kontinuerligt med loppefrøskaller er, at de virker bedst, hvis de tildeles i perioder eller støddoser. Hvis hestens tarmbakterier vænner sig til loppefrøskallerne, så bliver de fordøjet – og har derved ikke den samme ønskede effekt.

En hest skal minimum tildeles 2 kg hø eller wrap pr 100 kg hest. Er hesten er på slankekur, skal mængden ikke være lavere end 1,5 kg pr 100 kg hest. Man kan yderligere formindske kalorieindholdet ved at erstatte 1/3 del af hø/wrap med halm/frøgræs af god kvalitet.

Citat1: ”Mange gange kommer symptomerne snigende og derfor kan heste gå med sandsediment i uger eller måneder inden problemet opdages”.

Citat2: ”De er ømme ved berøring af bugen. Er kede af at få spændt gjord. Kan være uvillige under arbejde. Nogle får diarré eller efterløb med afføringen.”

Citat3: ”Den eneste metode til at afsløre sediment af sand i tarmene er at tage røntgenbilleder af hestens bughule”.

De fortæller os faktisk noget!

Da Alexandra en dag ville sætte sin ellers altid flinke vallak Óska i trav, mærkede hun en lille ændring hos hesten, som først var i afdelingen for småting. Sådan føltes det i hvert fald på det tidspunkt inden alt blev ganske tydeligere, og han få måneder efter skulle blive udredt. Små tegn som måske, eller måske ikke, kunne tilskrives diverse faktorer, da han seks måneder forinden skiftede ejer og miljø.

Alexandra husker, at Óska var stresset og urolig den første tid, ligesom mange andre heste kan være det, når de får nye omgivelser. Egentlig ikke noget mærkeligt i det. Bortset fra, at det ikke rigtig blev bedre med hans adfærd. Óska havde også løs mave, men ikke konstant. Det, som især var udfordrende, set tilbage var, at han både havde skiftet miljø, men også ejer, fortæller Alexandra til eMagasinet Islandsk Hest. Og så kan det være utrolig svært at vide, hvad der er hvad, indtil man langsomt lærer hesten lidt bedre at kende.

-Jeg opdagede gradvist, at Óska var lidt øm hen over maveregionen. Han kunne også finde på at lave et ko-spark.

Alexandra fik fluks lavet den sædvanlige gødningsprøve for sandsediment, hvor der intet sand bundfældede sig. Han fik alligevel for en god ordens skyld en kur med loppefrøskaller uden nogen som helst ændring af adfærd. Så langt så godt, men der var stadig noget, der virkede forkert uden hun helt kunne sætte en finger på det, erindrer hun.

-Jeg mærkede stadig noget. Især når jeg red frem i trav, spændte Óska hele maveregionen- og når jeg ville lave en hel parade. Det virkede bare som om han ikke ville gå rigtig frem. Han tøvede. Manglede nok energi set i bakspejlet. Når jeg skulle af hesten, virkede han underlig – og ud kom også nogle ind imellem besynderlige lyde. Igen, jeg kendte ikke hesten vildt godt endnu, men min mavefornemmelse sagde mig, at han klart skulle udredes. Nu.

I midten af maj blev Óska indlagt på KVL i tre dage, hvor han fik gastroskopi og taget røntgenbilleder af bughulen, husker Alexandra tilbage.

Her viste det sig, at Óska både havde et lille mavesår som han straks blev behandlet for – samt meget sand i tarmene, fortæller Alexandra.

Vallakken blev sat på en 3-dags intensiv kur med Epsom-salt og loppefrøskaller – og sandet kom med ud. Mavesåret gik væk på en måneds tid, husker Alexandra.

Da Óska kom tilbage fra hospitalet, startede processen med at huske ham på, at der ikke længere var nogle smerter i kroppen. Det gik der lige et stykke tid med, pointerer Alexandra.

-Jeg gik og løb ture med ham, fordi han stadig troede, at han skulle passe på sin bug. En tilfældig dag ude i skoven satte jeg mig bare op på ham, og så var han helt normal – og har været det siden.

Vigtige overvejelser

-Det som jeg kan se i dag er, at Óska jo klart fortalte mig at noget var galt. Når folk siger, at islandske heste er svære, fordi de ikke siger fra, når der er smerter, så er jeg lidt uenig. De fortæller os noget, vi skal bare blive bedre til at lytte og forstå, hvad det er de siger.

Udover det, så kan det være falsk tryghed at få lavet de traditionelle sand-gødningsprøver. Min hest viste intet, selvom han havde en pakket sandborg indvendigt. Loppefrøskaller kan også være svært at give hesten derhjemme i de mængder, der skal til, hvis hesten har store mængder af pakket sand i tarmene, er min erfaring.

Alexandra erkender dog også, at det kan være lidt mere tricky, når man ikke kender sin hest så godt endnu, som var tilfældet her – og kan være det hos mange andre, som har indgået et nyt partnerskab med en hest.

Af Shaila Sigsgaard