Fra rideangst til mesterskabsrytter

Jeg troede aldrig, jeg kom til at ride igen

I maj 2014 gik turen til Island for at finde drømmehesten, som Britt Søby skulle ride stævner på.

Missionen lykkedes!

Hingsten Hnokki, som Britt Søby prøvede hos cheftræner på Hólar, Mette Mannseth og Gisli Gislason, der havde kåret ham, levede op til alle forventningerne.

– Det var en træner, jeg kender, der havde fundet hesten til mig.

Jeg havde faktisk på forhånd sagt, jeg ikke ville have en hingst, men Hnokki var den sødeste hingst. Selv avlers børn kunne ride ham. Britt havde sin mand, Jørgen, og veninden Nina med, og trioen boede ved siden af Hólar Universitetet for islandske heste.

– Selvom jeg var vild med Hnokki, tog vi videre til sydlandet for at prøve nogle andre heste. Nu var vi jo kommet hele vejen til Island. Men her gik det fatalt galt, da Britt Søby prøvede en hoppe.

– Jeg rider rundt og nyder det, men da jeg rider fremad i tølt, går hoppen helt amok. Den hopper ud på pas-sporet og sætter kurs mod et højere hegn. Jeg forventer, den vil springe over og som tidligere springrytter, indstiller jeg mig på det. I stedet kurrer heste hen langs hegnet. Ham, der fremviser den, kommer løbende for at få mig af og får fat i mit ene ben.

Veninden Nina når at tænke: ”Nu dør hun”, da Britt ryger ned og rammer jorden med hovedet først.

– Jeg kommer op og får rystet mig. Mine ridebukser er nærmest brændt af, fordi jeg blev kurret op af hegnet. Britts stemme ryster ved minderne om det grimme styrt.

– Jeg fik et glas rødvin, og hørte en sige: ”Du skal op igen”. Så kommer jeg op på en hest og rider lidt rundt i en rotunde. Næste dag kan Britt Søby ikke løfte sin arm.

– Vi skulle hjem den dag. Jeg er stadig dybt forelsket i Hnokki, som jeg køber og får hjem i juli. Jeg rider ikke i den mellemliggende periode, men får min skulder undersøgt. Den er ødelagt inde i leddet. Jeg går til fysioterapeut, og det er en lang proces.

Hnokki kommer hjem til gården i Viby Sjælland, som Britt og Jørgen købte i 2009. Efter en årrække som springrytter har Britt haft en ridepause på 25 år, mens hendes to døtre red. Men nu begynder hun at ride islændere, og finder drømmehesten Hnokki i Island.

– Jeg sender Hnokki i træning, og efterfølgende låner jeg ham ud i et år, fordi jeg ikke selv tør ride ham.

Vejen tilbage

Hvornår finder du ud af, at du er blevet så angst for at ride?

– I starten efter ulykken er det jo på grund af min skulder, jeg ikke rider. Men jeg mærker, jeg er bange, selv når jeg bare går med en hest. Angsten sidder simpelthen fast i kroppen. Samtidig viser det sig, at Hnokki ikke er rask og skal i genoptræning. Britt Søby beslutter at købe en stille og rolig skovturshest, der kan hjælpe hende af med rideangsten.

– Jeg finder en hoppe, Tritla, på Facebook. Hende begynder jeg så at ride på, men ride-angsten kommer igen. Jeg kan ikke.

Britt Søby kommer i kontakt med Birgitte Simoni på Pilehøj.

– Jeg sætter Tritla i ridning her og flytter også Hnokki med til Pilehøj. Birgitte er en stor hjælp. Det lykkes hende at få mig op på hesten, og jeg bliver trukket rundt i ridehuset. Det er en kæmpe sejr, men angsten er der stadig, og jeg siger hele tiden til Birgitte: ”Du går ikke fra mig!”.

Veninden Nina er med hele vejen og tænker i sit stille sind: ”Det går ikke”.

Britt er meget i vildrede med, hvad hun skal og tænker: “Jeg kommer aldrig til at ride igen”, men drømmen lever stadig. Britt ser, at der er to vallakker efter Heikir, der er kendt for at avle super stabile afkom, til salg hos Alberte Møller San Pedro på Bækkegården.

Hun beslutter af prøve den ene – den mest rolige af dem, naturligvis.

– Jeg fortæller ærligt om min rideangst, og siger til Alberte, at jeg skal trækkes rundt. Jeg synes, det er pinligt og tænker, at Alberte nok undrer sig over, at jeg overhovedet tænker på at købe en hest, når jeg kun tør blive trukket rundt ligesom et barn. Britt Søby griner og fortæller videre.

– Alberte trækker mig rundt, og jeg red også lidt selv. Jeg fik mod til at spørge, om jeg bare måtte prøve se den anden Heikir-søn, Klaki, som havde mere kapacitet – men selvfølgelig også mere vilje. Det lykkes Alberte, at få Britt til at prøve en skridttur på Klaki – først i træktov.

– Jeg prøver ham to gange og bliver seriøst forelsket. Jeg beslutter at sælge Hnokki og Tritla og sætter dem i salgsstald på Bækkegården. I februar 2019 køber jeg så Klaki på én betingelse. At han må blive stående, og at Alberte skal hjælpe mig med at lære at ride ham. Klaki er avlet på Bækkegården, så Alberte kender ham rigtig godt og har blandt andet redet ham til istølt. Herfra begynder det at gå ufatteligt stærkt for rideangste Britt Søby.

– Jeg lærer hurtigt, med hjælp fra Alberte, at stole på Klaki. Stole på at stopknappen altid virker. Han kan tændes, men er altid til at stoppe. Jeg er helt ærlig og åben om min angst, og siger mange gange: ”Jeg tør ikke”. Alberte får mig til at slippe angsten mere og mere og skubber mig hele tiden lidt længere. Først i longe, så alene. Små skridt, men hele tiden lidt fremad.

Fra deltager til mester

– I april, tre måneder efter Alberte trak mig rundt, starter jeg mit første stævne. Det er på Hedeland. Jeg tør stadig ikke galoppere, så jeg starter i T.7 og 3-gang.
Britt griner igen – og tilføjer:

– Helt overraskende vandt jeg. Så stod jeg pludselig der med to røde rosetter. Jeg tudede, da jeg stod af og takkede min fantastiske lille hest og de fantastiske mennesker, der har hjulpet mig. Veninden Nina var lige så imponeret, og glad, som Britt.

– Jeg troede ikke, det ville lykkes. Det er bare SÅ fantastisk, jubler hun.

Siden har Britt Søby takket lille Klaki, og sine trofaste hjælpere, mange gange. Det er nemlig blevet til flere stævner. I april kvalificerede Britt Søby og Klaki fra Bækkegården sig til DM i Gædinga.

– Bare fire måneder efter de første trækture, og vi fik en flot placering i øverste halvdel af det hårde felt i B-flok, hvor der også var flere topryttere. Det er jo næsten som et eventyr.

Den foreløbig kulmination var, da Britt Søby i august 2019 kunne hænge et rødt bånd om halsen på Klaki og løfte pokalen i vejret som årets Hedelandmester.

– Så tudede jeg igen. Tårerne trillede, og jeg tænkte: ”Vi gjorde det!”. Det var den vildeste følelse.

Ved første stævne tog Alberte Møller San Pedro med og hjalp på dagen.

– Ved Hedelandsstævnet var jeg alene, og det var sundt at ”klippe navlestrengen”. Helt klippet var den dog ikke. Jeg kunne pludselig ikke finde traven på Klaki og var tæt på at trække mig. Så ringede jeg til Alberte. Hun guidede mig i telefonen, og så travede Klaki lige så fint.

Jeg er SÅ dybt taknemmelig. Jeg har fundet min soulmate i Klaki. Han er guld værd. Uden ham og Alberte var det aldrig lykkedes.

Helt ind i himlen vokser træerne dog ikke.

Tilbage til Hnokki

Mens Hnokki er på Bækkegården, får Alberte mistanke om, at der er noget galt. Han er ikke helt rengående.

– Det viser sig, efter et langt forløb, at han har en permanent skade i nakken, som ikke kan repareres. Så Hnokki er her desværre ikke længere. Britt bliver stille. Det er svært for hende at tale om.

Faktisk har Klaki for nylig været gennem en sygdomsperiode med maveproblemer.

– Det var et forfærdeligt forløb med en lang indlæggelse.  Ikke mindst efter historien med Hnokki tænkte jeg: ”Det må bare ikke ske”. Hvis Klaki ikke overlever, så stopper jeg med at ride, fortæller en stærkt bevæget Britt. Men det skete heldigvis ikke.

– Klaki er kommet hjem. Han er glad og fuld af energi. Nu skal vi langsomt i gang, så han kan komme tilbage i topform.

Hjemme på gården i Viby er der kommet en ny hest. Vallakken Burkni på 10 år.

– Den fik jeg i bryllupsdagsgave af min søde mand. Burkni har endnu mere kapacitet end Klaki. Foreløbig skal Alberte ride ham næste stævnesæson, så må vi se. Han er rigtig fin.

På gården bor de tre generationer. Den yngste datter Fie bor i nabolaget sammen med sin mand og sønnen Milas på to år.  Datteren Sisse bor på gården med mand og to børn, Oscar på ni og Elias på fire – og så ni heste – blandt andet en Hnokki søn.

– Det startede altså bare med to islændere, afslører Britt med et grin og tilføjer:

– Jeg skal have solgt nogle af de unge heste. Britt Søby får fuld opbakning til sin islænderpassion af sin mand, Jørgen Søby, der er fotograf på DR.

– Jørgen har redet islændere og haft sin egen hest. Han overvejer at begynde igen. På skovtursniveau – ikke stævner.

Britt har derimod fået mod på flere stævner.

– Drømmen er at ride Icehorse Festival til april næste år.

Om Britt Søby

Udover at ride og passe gården ejer Britt Søby ”eMagasinet Islandsk Hest”, som hun har haft i fire år.

– Jeg udgav i forvejen magasiner indenfor levnedsmidler og fødevarer. Ham, der havde det før, ringede og spurgte, om jeg ville overtage det. Ellers ville han lukke det. Jeg har et stort iværksætter-gén og sprang til. Da jeg overtog i 2015, var der 1500 abonnenter, nu er vi næsten oppe på 5000. Herudover er der mange, der læser det direkte på nettet.

Om Alberte

Alberte Møller San Pedro lever af at ride, træne, sælge og avle heste på Bækkegården i Helsinge.

For Alberte har forløbet med Britt Søby og Klaki været en helt særlig oplevelse.

– Jeg tænker altid i løsninger og blev smittet af Britts store ønske om at komme til at ride igen. Først ville hun kun se Klaki, men jeg foreslog, hun skulle prøve at skridte på ham. Jeg kunne hurtigt se, at hun godt kunne ride, og langsomt begyndte vi sammen at få oparbejdet noget selvtillid. Og så gik det hurtigt. Allerede efter 14 dage talte vi meget om rideteknik og ikke så meget om angst.

Jeg ville rigtig gerne have, at Klaki blev købt af en, hvor han ville få en stor betydning. Han er nemlig en helt særlig hest for mig. Jeg troede på Britt og Klaki fra starten, men jeg er vildt overrasket over, hvor meget de har rykket på så kort tid. De er et flot eksempel på, hvor enorm stor betydning det har, at rytteren har god kemi – både med sin hest og sin træner. Den kemi skal være der, for at det lykkes. Når det så lykkes, er det fantastisk, og jeg er mindst lige så lykkelig som Britt over, hvor langt hun er nået.

Jeg håber, at mange vil lære af Britts historie. Hvis ønsket er der, så er det muligt.

Af Helle Skram De Fries

Foto: Privat