Hvordan slowfeeder påvirker hestens tænder

Slowfeeder

Dyrlægens vinkel med dyrlæge Mette Lindstrøm Jensen

Diverse slowfeeder anordninger er i dag ofte en nødvendighed hos rigtig mange islandske heste, for at forlænge tyggetid – og skabe de mest mulige betingelser for hestens fordøjelsessystem. Et af de spørgsmål, der trænger sig på for os hesteejere er fordele og ulemper ved diverse typer slowfeedere. Derudover placering for slid på hestens tænder. eMagasinet Islandsk Hest har spurgt tand-dyrlæge Mette Lindstrøm Jensen om hendes erfaringer i praksis:

Hos hvilke aldersgrupper ser du evt. slid?

Slid på tænderne ses ikke fra dag til dag, men opstår gradvist over tid. Jeg har ikke oplevet at se det på føl/ungheste, hvilket måske kan skyldes, hvordan disse holdes mere end om noget andet. Jeg kan ikke mindes at have set mælketænder med udefra kommende slid af den type som kan relateres til slowfeeders og lignende – men ellers er det ikke noget jeg synes knytter sig til en bestemt aldersgruppe.

Man kan dog sige, at jo ældre hesten er, desto mere kan dens tænder have været udsat for slid. Jeg synes tendensen er, at hvis jeg ser en bestemt type slid, der kan relatere sig til management, så ser jeg det på alle heste i samme opstaldningsgruppe – uanset deres alder.

Hvilken type slid ser du typisk?

Den type slid man typisk kan se som følge af slowfeeders er direkte slid på fortænderne. Altså slid af den forreste emaljeflade, som vender ud mod læberne. Fortænderne i overmunden angribes typisk hårdere end fortænderne i undermunden og der ses typisk mest slid på de inderste tænder altså dem i midten, når man ser hesten forfra.

Der kan ses forskellige typer slid afhængig af, hvad det er, der har slidt tænderne.

Heste der krybbebider kan slide en del af tyggefladen frem mod forfladen af tænderne.

En mundkurv vil typisk give et indtryk af en helt fladt slidt forflade.

Slowfeeders kan slide forskelligt afhængig af hvilken udformning de har, men vil typisk give et lidt mere afrundet slid af forreste flade af tænderne og kanten ned mod tyggefladen.

Jeg oplever ikke, at jeg kan relatere suboptimalt slidmønster på kindtænderne direkte til brugen af slowfeeders. Omkring slid af kindtænderne er udfordringen typisk hestens anatomi og placeringen af tænderne i forhold til hinanden, når hesten tygger og slider dem.

Herunder kan tale om højden, hvori det primære foder tildeles, for kindtænderne mødes mest korrekt, når hesten har hovedet ved jorden. Det betyder, at hvis de fx spiser af et ophængt hønet, så vil de stå med hovedet højere og det ændrer underkæbens placering i forhold til overkæben.

Efter brug af mundkurvHesten her har gået rigtig meget med mundkurv

Er der noget hesteejere, bør være opmærksomme på, når de vælger slowfeeder og højde?

Generelt bør man selvfølgelig være opmærksom på hvordan hestens ædestilling er, her tænker jeg særligt på, hvordan den står med sit hoved og hvordan den får foderet ud af slowfeederen. Heste er beregnet til at æde fra jorden og i mindre omfang fra laverestående buske/træer. Det er meningen, at den skal bide foderet af med fortænderne og tygge det med kindtænderne.

Hestens tænder er tilpasset til at æde ved jorden og når den tvinges op i højden vil underkæben glide bagud grundet hovedet og kæbeleddets stilling, og det kan have betydning for, hvordan kindtænderne mødes, når hesten skal tygge.

Det er klart, at der kan være gode grunde til at ville begrænse hestens foderindtag, men især det med at hænge det op, hvor hesten skal stå højt med hovedet for at æde er i mine øje ikke optimalt set med fokus på tændernes slid. Der kan også være forskellige andre problematikker, når hesten skal hive foderet ud af en slowfeeder med et gentagent træk i en given retning frem for at gnave græsset af.

Her tænker jeg især muskulært i forhold til nakken og hestens måde at trække foderet ud af en slowfeeder på, som man bør overveje, men det er der andre med mere forstand på muskler, biomekanik og kiropraktik, der ved langt mere end mig.

Metal og hård plast er i min erfaring det, der giver flest synlige slidskader på tænderne. Jeg ser mindre slitage fra forskellige typer af net i nylon og lignende materialer, der dog også virker til at være mindre holdbare i længden.

Jeg har set slid på fortænderne af alle typer heste og fra alle typer af management på nær ubegrænset adgang til græs altid – og det er jo ikke alle heste der tåler den form for opstaldning. Jeg har også set slid på fortænderne af heste, der gik på ren jordfold med adlibitum stråfoder som ikke blev udfodret i slowfeeders.

Disse heste pillede simpelthen efter spirer på jordfolden i en sådan grad at jordpartiklerne stod for sliddet på tænderne, så det at man undgår slowfeeders er ingen garanti for at man undgår slid på fortænderne.

Slid på hestens tænder fra jordfoldHesten her har udelukkende gået på jordfold med stråfoder ad libitum

Det, der er vigtigt at vide, når man taler om slid på tænderne

Det, der er vigtigt at vide, når man taler om slid på tænderne er, at nerven inde i tanden trækker sig baglæns i takt med tandes frembrud og slid. Det betyder, at nerven i langt de fleste tilfælde vil være i stand til at trække sig tilstrækkeligt bagud til at sliddet ikke åbner ind til nerven. Dermed vil tanden ikke tage alvorlig skade, selvom sliddet selvfølgelig ikke er optimalt. Man kan selv holde øje med fortænderne, hvis man bemærker, at de bliver unaturligt slidt på forfladen af slowfeederinstallationer. På tyggefladens forreste del findes en mørk plet. Under denne ligger nerven og den løber i cirka samme afstand fra emaljen inde bag forfladen af tanden.

Så længe sliddet ikke bryder igennem til nerven, gør det ikke ondt på hesten, selvom tænderne er slidt i en forkert facon. Hvis sliddet begynder at nå ind i nærheden af den mørke plet, bør man overveje om man kan finde en løsning, der slider mindre på hestens tænder, før det kommer til at skade tanden så meget, at den ikke kan reddes.

Hvis der kommer hul i denne mørke plet, er det et tegn på at skaden er sket. Så er der hul hele vejen til nerven på tanden, og hesten har tandpine. Små røde pletter i tandkødet omkring tanden, fistler, der ligner bumser og kan indeholde betændelse, er også tegn på at der er sket skade på tanden.

Faktaboks:

Mette Lindstrøm Jensen, dyrlæge uddannet fra Københavns Universitet i 2009. Fagområde: Hestens tænder og tandlidelser.
Hestetandklinikken er Nordeuropas største specialiserede dyrlægepraksis, der udelukkende arbejder med hestens mundhule, tænder, tandlidelser og relaterede problemer herunder lidelser i bihulesystemet. Klinikken dækker hele Sjælland, Lolland/Falster, Møn, Fyn og Trekantsområdet i forhold til udkørende tandpraksis og almindelige rutineundersøgelser og har desuden klinikker i Ringsted og Svendborg, hvor vi modtager henvisningspatienter fra hele landet og fra udlandet.
www.Hestetandklinikken.dk

 

Citat: ”Den type slid man typisk kan se som følge af slowfeeders er direkte slid på fortænderne, altså slid af den forreste emaljeflade, som vender ud mod læberne”.

Citat: Metal og hård plast er i min erfaring det, der giver flest synlige slidskader på tænderne.

Citat: ”Hvis sliddet begynder at nå ind i nærheden af den mørke plet, bør man overveje om man kan finde en løsning, der slider mindre på hestens tænder, før det kommer til at skade tanden så meget, at den ikke kan reddes.”

 

Af Shaila Sigsgaard
Foto Mette Lindstrøm Jensen

Vil du modtage eMagasinet
Islandsk Hest
direkte i din indbakke til
0 kr?

Book din annonce har
Equipagefys
Karlslund ridning

Læs også

Hvis du synes denne artikel var interessant, så kan du måske også lide nedenstående artikler:

Go to Top