Inge Pyndt har skiftet Belgier-hestene ud med en islænder

DA JEG SÅ HUNI SMELTEDE MIT HJERTE

Først var det Oldenborgere, så var det Belgier-heste, og nu står der en brun islænder i stalden hjemme på Lolland hos 68-årige Inge Pyndt.

Den første belgier i stalden var Bella.

-Den købte vores søn Ulrik for de penge, han fik i konfirmationsgave, fortæller Inge Pyndt.

Senere kom der flere til.

Blandt andre en belgier hoppe, Amanda, som Inge Pyndt så til et dyrskue.

-Jeg ringede til min mand Bjarne og sagde: ”Jeg kommer ikke hjem, før jeg har købt den hest!”.

Bjarne sagde nej. Der var seks heste i stalden i forvejen.

-Jeg måtte jo så gentage, at jeg ikke havde tænkt mig at tage hjem uden at have Amanda med.

-Bjarne vidste allerede dengang, hvor stædig jeg er, så jeg kom hjem. Med Amanda.

Inge Pyndt griner højt.

Belgierne har givet både hende og Bjarne mange glæder – og præmier ved dyrskuer.

-De har både været rideheste og gået for vogn.

På et tidspunkt satte rygproblemer og en dårlig hofte punktum for Inge Pyndts ridning.

-Så jeg skulle af med mine dyr – men det kan jeg jo ikke. De fylder lige så meget som mine børn – og det ved mine børn godt.

-Men jeg kunne ikke længere komme op på de store belgiere. Jeg havde to. Gamle Sofus på næsten 24. Han var brugt og var kun hyggedyr. Og så Thor på 14.

-Men så var det jeg på en tur til Maribo prøvede at ride på en islænder. Det var fantastisk. Jeg var helt fascineret af det der tølt.

-Det er da sådan en, du skal have, mente min søn.

Men jeg tænkte nej. Jeg har altid syntes, at store piger som mig skal ride store heste.

-Men jeg var jo blevet lidt tændt. Og så fik jeg kendskab til en annonce med en islandsk hest, der var til salg.

-Den stod i Ry – og jeg ringede til en ven, der bor i Ry og har en kæreste, der har islandske heste. Han ved måske noget om den hest, tænkte jeg.

Navnet sagde ikke umiddelbart vennen noget, men han undersøgte alligevel sagen.

-Så ringede han en aften og sagde: ”Jeg kom altså til at give hende, der har hesten dit nummer.

-Jeg ringede og talte med en Nina, der ejede Huni. Jeg fortalte ærligt, at jeg ikke ville få lov til at købe ham.

-Nina syntes alligevel, jeg skulle komme og se ham. Vi lavede en aftale, og jeg sagde til Bjarne, at vi nok var nødt til at køre en tur til Jylland.

Vi fik en tår kaffe, da vi nåede frem og kørte så ud der, hvor hesten stod.

-Da jeg så Huni smeltede mig hjerte – og Bjarne opgave med det samme at protestere.

-Jeg red en tur på hesten og ringede så til banken og fortalte, jeg havde mødt mit livs kærlighed.

-Jeg havde lidt på en opsparing og 14 dage efter hentede vi Huni.

-Han var seks år, og det er nu tre år siden. Huni er helt speciel, og han fylder det meste af mit liv.

-De to store belgiere har jeg så ikke længere.

Faktisk har Inge Pyndt nu kun Huni. Og ja hun ved udmærket godt, at heste er flokdyr og ikke må gå alene.

-Men Huni VIL ikke andre heste. Som i virkelig VIL ikke. Vi har prøvet med flere selskabsheste til ham.

-Blandt andre en hoppe, som helt tog magten, og Huni stod nede i det bagerste hjørne af stalden og var helt deprimeret.

-Vi har også prøvet med andre heste, men det går bare ikke. Han vil ikke have noget med dem at gøre.

-Når jeg rider forbi andre heste, der kommer løbende på en fold for at hilse på ham, så kigger han den anden vej.

Inge Pyndt griner igen.

-Og når jeg rider sammen med min voksne datter og mit barnebarn, vil han overhovedet heller ikke have kontakt med deres heste.

-Hvis vi holder en pause, og de vil hilse, så nægter han og kigger kun på mig.

-Til gengæld er han perlevenner med vores ruhårede hønsehund Hanibal. Så Huni har lavet sin egen flok, som er mig og Hanibal. Det trives han bedst med.

Udover størrelsen er der meget forskel på de store belgiere og lille Huni.

-Men han personlighed er kæmpe stor.

Huni står ude på sin lægtefold – i regn og blæst.

-Men han kommer ind om natten.

På et tidspunkt stod han meget på boks på grund af dårligt vejr, men det var en stor fejl.

-Han fik knælåsninger – og jeg blev enormt forskrækket. Jeg tænkte: ”Gud, jeg har ødelagt hesten!”.

Men Huni blev opereret – og alt blev godt igen. Og nu er han kun på boks om natten,

-Han er den skønneste lille hest, og jeg elsker ham meget højt. Han tølter bare afsted. Jeg kendte jo ikke til tølt, men det er bare det skønneste.

-Nå jeg kalder på ham, kommer han styrtende i fuld galop.

-Jeg har lovet, at han aldrig skal sælges – og det bliver han heller ikke. —–Han vil helst være hos mig. Nogle gange sidder jeg også bare hos ham og læser en bag. Det nyder vi begge.

-Når jeg går på folden eller i haven, går han med rundt – og kigger på mig med det der blik ”Hvad finder hun mon nu på”.

-At købe Huni er det bedste, jeg har gjort. Jeg have min opsparing, så jeg kunne købe ham og lave en græsfold og en jordfold med podahegn.

-Og hvorfor skulle jeg ikke gøre det? Det er jo nu – og ikke om ti år, jeg har muligheden for at få glæde af sådan en skøn, lille hest.

Inge Pyndt har aldrig fået rideundervisning.

-Men jeg har redet fra barnsben. Det var bare op på naboens hest, og så gik det ellers ud over markerne. Enten blev man siddende eller også skvattede man af.

Inge griner højt.

-Jeg har hverken ridehus eller ridebane – det er bare ud i naturen. Mit barnebarn rider stævner, og det er jo noget helt andet.

-Når jeg rider Huni, har jeg helt løse tøjer – og så kan jeg styre ham ved bare at lægge tøjlen på halsen, hvis vi skal dreje. Og han kender skoven som sin egen bukselomme.

-Sådan en halvanden times ridetur på Huni – det er livskvalitet, der vil noget!

Af Helle Skram DE Fries

Foto Privat