PRAGMATISK HESTETRÆNING – DET STARTER PÅ MARKEN

Tidligere toprytter og nuværende FEIF-dommer Johan Häggberg har lavet en artikelserie om træning af islandske heste – med fokus på både hest og rytter hver for sig – og samlet som ekvipage.

Her er får du første artikel i den lærerige serie.

I denne lille artikelserie, vil jeg forsøge at tegne et billede af, det jeg vil kalde pragmatisk hestetræning – så ærligt som jeg kan.

Jeg synes, at alt for meget teori og teoretisk undervisning i nogen forstand er forskønnet og tilbageholdende og baserer sig på et grundlag, hvor der ikke opstår problemer, hvor rytter og hest ikke skal blive svedige, og hvor man starter forfra, hvis det bliver for svært.

Jeg anser for muligt at gå ind i en ekvipage fra det punkt, hvor den befinder sig og herfra rense fortiden og bygge fremad.

Det er nødvendigt at arbejde konkret, turde være tydeligt og have tålmodighed.

Jeg vælger at begynde med analysen: Anamnese (oplysninger der kommer fra den syge) før lægekundskab. Følg med mig op på ryggen af hesten – eller egentlig ikke. Jeg begynder gerne på marken.

Det fortæller mange vigtige ting. Til at begynde med om hestens temperament. Det anslår tonen for hele arbejdet. Er den spændt, tung, dominant, følsom etc.

Hvordan hesten agerer på marken, fortæller ikke kun noget om dens grad af opmærksomhed. Det siger også noget om, hvordan den reagerer for hjælperne – og særlig vigtigt: hvordan den er skæv.

90 procent af alle heste har et langsommere venstre bagben og skyder højre skulder ud. Hvorfor? Ingen anelse, men virker som om, det svarer til, at vi mennesker primært er højrehåndede.

Mange gange har vi en tendens til det, jeg vil kalde et noget ufrugtbart detektivarbejde. Hvorfor er ikke altid det vigtige. Det vigtige er, hvad vi har at arbejde med på dagen.

Vi bør, som en klog mand sagde, ride den hest, vi har i dag. Ikke den vi havde i går – eller den vi tror, vi har.

Visse ting er selvfølgelig vigtige, som for eksempel alder. Men om hesten er bange for noget udefinerbart, der er sket i fortiden? Nej.

Men at vide, at hesten har et synligt stærkt minde om ubehageligheder? Ja!

Jeg har et tydeligt eksempel. Jeg havde en virkelig fin konkurrencehest, som hed Steini. Han var meget følsom og nervøs omkring sine ører. Ved den første konkurrence i foråret, stod jeg og ventede på min start. Med propper i ørerne på hesten.

Pludselig kom en emsig person og rykkede ørepropperne ud. Herefter tog det mig lang tid og stor tålmodighed at tøjle problemet, der først forsvandt efter en måned. Næsten et år efter var jeg tilbage på samme sted og fik problemet igen. Og en gang til et år senere. Sig ikke, at heste ikke har hukommelse. Vi bør have styr på, hvilke ubehageligheder, vi udsætter vores kære dyr for.

Ridning er ikke enkelt, men bør holdes ukompliceret. Det handler om at tænke i relativt enkle kategorier.

Hvor mobil er hesten? Fremad, i vendinger, sidebevægelser? Hvilke ben er lettest at flytte. Ofte falder det sammen med, hvordan hesten er på marken.

Men man kan ikke separere mobiliteten fra, hvordan hesten reagerer for schenklen. Lige så vigtigt det er, at hesten flytter sig hurtigt, er det, at den reagerer elastisk.

Jeg begynder ofte med at kontrollere, hvordan hesten flytter sig, når jeg begynder at ride. Kan jeg overhovedet flytte den? Hvis jeg begynder med at flytte den på volten, får jeg samtidig styr på vendbarheden.

Samt på den vigtige kontrol over hestens kropsdele. Kan jeg vælge, hvilken del af hestens krop, jeg lægger fokus på, og hvilken jeg flytter?

Det siger meget om det, jeg betegner som mikro-lydighed. Som er præcis den handling, som er så vigtig for kontrollen over hesten krop – og også styrer den mentale kontrol.

For at styre hestens hoved, må vi kunne styre dens krop.

Mange gange ser man forsøg på det omvendte. En rytter, der rider rundt og venter på en mental kontakt, som aldrig kommer. Jeg ser ganske ofte, at man flytter et problem til det mentale område, når det i stedet er et spørgsmål om hestens tekniske kompetence.

Man ser hesten som mentalt kompliceret eller ulydig, når den efter sin mentale disposition reagerer med for eksempel modstand, spændthed eller stædighed, når man stiller den et krav, som er svært for den at gennemføre på grund af fejlagtig form, manglende ligeud-retning eller en anden teknisk fejlkalibrering.

Mange gange forsvinder eller mindskes problemet, når man retter søgelyset på det tekniske i stedet for at stemple hesten mentalt. Hesten går bedre frem, når den bliver løsgjort. Heste, som får bagdel og forpart i harmoni, samler sig med lethed og stopper med at gå imod.

Så kommer vi til næste kategori: Gas og bremse. Hvilket fører til det fænomen, som er den egentlige ridning: Kontakt.

Kontakten er et fortløbende spil mellem hest og rytter, som indledes med indlæring til bid og schenkler og først afsluttes ved hestens sidste ridetur. Uanset at vi ofte taler om at forbedre hjælperne med korrigering og indlæring, er det ved analyse af hesten vigtigt at se på, hvordan hjælperne fungerer i samspillet.

En hurtig reaktion fremad uden balance sætter hesten ud af bæring og imod hånden. En for hurtig reaktion fra hånden får hesten til at holde på sig og efterfølgende komme ud af balance.

At prøve en hest indebærer at mærke, hvordan hesten reagerer på samspillet mellem hjælperne.

Jeg har for eksempel haft svært ved at forstå begrebet mund. Hvordan hesten opleves at sidde på, er et spørgsmål om en totalitet af reaktioner.

Selvom reaktionen fra hånden er central – når vi lukker hånden, skal hesten med lethed give efter, og når vi åbner fingrene, skal hesten strække sig frem og ned og roligt søge biddet. Så hesten bevarer sin blødhed i bagbenenes placering, vi kontrollerer skuldrene, og hesten bærer sin brystkasse.

Fra vores kontrol med hestens ben, skal vi kunne kontrollere deres rytme og flytte dem ubesværet. Alle fire hjul skal rulle lige let. Og et eller andet sted – når vi lægger alt dette sammen, opstår summen af kontakt. Og hvad jeg ser som hestens skønhed under rytter.

Jeg tænker, at alt skal føles varmt og elastisk. Personligt værdsætter jeg elasticitet fremfor lethed og tænker, det er vigtigere, at reaktionerne er direkte end lette.

Alle heste har deres individuelle kontakt, og ridningens kvalitet er ikke kvantificerbar i gram og kilo, men i hvor funktionelt hesten bevæger sig under rytter.

Jeg synes, den misforståede ide om lethed i hånden er en af de mere hindrende myter i ridning. I særdeleshed når man befinder sig i arbejdet fra det, at hesten går for højt og arbejder mod hjælperne, hvor mange ryttere giver op i stedet for at lukke hånden og skabe den nødvendige eftergivenhed i nakken, via runding for schenklerne og kontrol af hestens bagpart.

Jeg synes også, at selvom vi skal holde ridning ukompliceret, så er det mere frugtbart at tænke i synergieffekter end i enkelte dualiteter. På samme måde tænker jeg, at uddannelse af en hest ikke er som en trappestige, men som en serie af cirkler, hvor hver cirkel henter kraft for de forudgående.

Uddannelse af en hest er friske råvarer, men stigen og trapperne kan føre til den misforståelse, at man kan gøre sig færdig med nogle af tingene undervejs. Men ridning er en evigt pågående skabelse, hvor vi ofte sletter lige så meget, som vi skaber.

Hvad vi ikke kan slette er hestens genetiske forudsætninger, hvad angår eksteriør og gangarter.

Men det er vældigt påvirkeligt af ridningen. Så et af de mest ”friske råvarer-betonede” fænomener i ridning er takt og balance i gangarterne. Set over en lidt længere periode er det vigtigt at afgøre en hests kapacitet.

En vurdering, som udgangspunkt for krav og forventninger ved træningen. Både for hesten og for rytterens skyld. At forsøge at smede en hest af jern til guld risikerer i længden at blive dybt uretfærdigt.

Kortsigtet er den tekniske kompetence er helt afgørende for arbejdets gang – og i korthed er der altså grundlæggende faktorer, som vi skal have styr på: Temperament, tekniske kompetencer, mikro-lydighed, fremadsøgning, venten, uddannelsesniveau m.v.

Mere langsigtet handler det også om styrke og kapacitet. Men som man altid siger: Hesten er rytterens spejl.

I næste artikel i denne serie skal vi fokusere en del på sund analyse af rytteren.

Af Johan Häggberg

Foto Mirjam Horn