1.
Jeg synes, det er vigtigt med en plan for, hvad man gerne vil træne, før man sætter sig i sadlen.
Det bruger jeg meget tid på at tænke over.
Jeg har en plan for hver enkelt hest. Og så er det vigtigt, at man sidder korrekt i sadlen. Hvis man sidder korrekt, er der større mulighed for at få hesten til at arbejde korrekt.
Jeg tænker meget over, om jeg sidder korrekt, før jeg begynder arbejdet med hesten.
Er der en ubalance eller modstand, stopper jeg op, retter sædet og starter forfra.
Med en mere utrænet hest – kan der være mange stop og forfra igen.
2.
Jeg bruger meget tid på at tale om samling med mine elever.
Samling er ikke at korte hesten af i begge ender. Samling er at få hesten til at sænke lænden og få den til at træde længere ind under sig med bagbenene.
Hesten skal samle sig bagfra og frem til tøjlen. Den skal turde gå frem til tøjlen og at ta’ kontakt til tøjlen, så den forlænger overlinjen.
Herigennem bliver hesten stærkere, begynder at få større skridtlængde og får bedre balance.
3.
Arbejd altid kun med en ting ad gangen!
Min erfaring er, at både hest og rytter rykker hurtigere, hvis ikke man vil for meget på en gang.
Vigtigt at man ikke kun arbejder med det, der er vanskeligt for hesten. Vigtigt at bruge tid på det, der er let for hesten.
Så får man en gladere og mere positiv hest.
Og rid ikke for længe – en glad hest lærer bedre end en træt hest. Det samme gælder for rytteren.
Læs hesten – det er meget vigtigt! Og så er det vigtigt at variere sin træning, både på bane og i skov.
Af Guðmundur Björgvinsson