Þórarinn Eymundsson: Min tilgang er, at alle heste er potentielle super-stjerner

Islandsk Hest har taget en snak med én af verdens få “master trainers” – den højeste udmærkelse man kan få i foreningen for islandske hestetrænere, FT – Þórarinn “Tóti” Eymundsson, i hans hjemby Sauðárkrókur i det nordlige Island, om talent, om hårdt arbejde og om, hvad der kendetegner de exceptionelle heste.

Vi skulle egentlig tale om talent i heste. Hvordan man opdager en særlig talentfuld hest, hvordan man kan arbejde med den, og hvad der er vigtigt at holde sig for øje. Men så snart diktafonen er sat i gang, og vi har begivet os ud på vores gåtur gennem byens gader en lun efterårsaften, vil Þórarinn Eymundsson alligevel helle-re starte et helt andet sted.

Den islandske toptræner har tænkt over emnet, og han vil gerne slå en ting fast – selv om han frygter, at det får ham til at fremstå arrogant. Det er nemlig vigtigt: For at en god hest skal blive til en rigtig gæðingur, har den på ét eller andet tids-punkt i sit liv også brug for en talentfuld rytter til at træne den.

“Det er sådan, at hesten har behov for at komme i kontakt med en rigtig dygtig træner på ét eller andet tidspunkt i hestens uddannelse. Selv om du har en meget talentfuld hest, kan den godt gå hele livet uden at blive virkelig ‘outstanding’.

Måske fordi rytteren aldrig har forlangt noget exceptionelt af den, så dens potentiale aldrig er kommet frem, eller fordi nogen aldrig har kigget på hesten og set, hvad den kunne. Det handler til en vis grad om den rigtige timing,” forklarer Tóti.

Underviser på Hólar

Som underviser på universitetet Hólar kommer han år efter år i kontakt med talentfulde ryttere, som han forsøger at videregive netop dén filosofi til: Hvis rytteren ikke tror på sig selv og sine egne evner, bliver det sværere at få det bedste frem i enhver hest.

“Nogle sidder fast i en tankegang om, at de ikke er på det høje niveau, der kræves. I de tilfælde bliver rytterne nødt til at ændre deres mindset til at tro, at de kan præstere på et højere niveau. Det vil smitte af på hesten.

Hvorimod hvis rytteren selv sidder fast på et bestemt niveau, vil hesten heller ikke af sig selv vise det sublime. Naturligvis findes der undtagelser, men min erfaring er, at det generelt forholder sig sådan,” siger Tóti, som ud over at undervise Hólars kommende trænere også driver sin egen trænings-, avls- og salgsstald, Hestklettur.

 

Potentialet kommer under rytter

Ser vi bort fra rytterens tekniske kunnen, er der visse ting, man skal lægge mærke til, når det handler om at få øje på et særligt talent i en hest. Der er de grundlæg-gende ting: Stamtræet og avlslinjerne – er forældre, bedsteforældre, hel- og halv-søskende til hesten succesfulde inden for avl og/eller konkurrencer, er der en vis sandsynlighed for, at hesten har talent i generne.

Hvis hesten viser gode og rum-melige bevægelser som føl, er der også en sandsynlighed for, at den har gode gangarter. Men det er oftest svært at sige noget endeligt om hestens generelle potentiale, før man begynder at arbejde med den, fortæller Tóti.

“Det ér sket, at jeg har set potentialet, før jeg er begyndt at træne hesten. F.eks. så jeg hoppen Þota fra Prestsbær løbe frit, da hun var et par år gammel. Hun løb bare i højt tempo, oppe i skuldrene i en virkelig selvbærende tölt.

Dér tænkte jeg, at hun ville blive noget særligt. Hun fik 9,5 for tölt nogle år senere og blev den højest bedømte hoppe på Landsmót 2016, og på en måde havde jeg vidst, at hun indeholdt det, det hele tiden. Men som regel sker det først, når de kommer under rytter,” siger han og forklarer, at meget af talentet først kommer frem, når hesten begynder at tilbyde at arbejde for rytteren.

Ikke specielt køn

Tóti nævner som eksempel en ung hoppe, som han primært så som en helt almindelig, fin ridehest. Hoppen var ikke specielt køn, og hun havde aldrig vist noget særligt. Men et forår, da han begyndte at ride hesten mere udenfor, kom der pludselig noget power og en arbejdsvilje, som fik hoppens udtryk og gangarter til at stige et par niveauer.

Det er tit dér, Tóti opdager talentet i de unge heste: Når de begynder at tilbyde noget selv og arbejde for rytteren. Som regel er det i glimt, at der kommer noget stort – ofte i galoppen eller i en overgang – hvor han kan mærke, at der kommer noget ekstra bagfra. Noget spring og “bounce”, som hesten indeholder, og som han kan arbejde videre med.

“Det hele skal komme bagfra. Hvis hesten løfter forbenene helt vildt, men ikke har bagparten med, er det sværere at ændre hestens overlinje og bagpart, og man bliver nødt til at have den kontrol, hvis hesten skal have en god balance i alle gangarter.

For at få høje karakterer i alle gangarter, skal man virkelig have kontrol over hestens krop, kunne ændre halsens position og så videre. Ellers får du ikke alle gangarter med,” lyder beskeden fra Tóti, som tilføjer, at en talentfuld hest per definition er en hest, som er nem at træne med et åbent sind og en afspændt krop.

“Det er altid mit mål at gøre træningen nem og enkel, og det er lettere at gøre, når man har en talentfuld hest”.

Bygningen: Et overset punkt

Et måske lidt overset aspekt, når der bliver talt om at se en hests talent, er hestens bygning. Den kan både arbejde med hesten og imod den. Hvis en hest er overbygget eller har en lavt ansat, kort hals, kan det give problemer for hesten at bære sig selv i en god tölt. På en måde begynder en sådan hest med minuspoint i forhold til den hest, som har en naturligt gunstig bygning.

“Det kan gøre, at hesten mister balancen rigtig hurtigt i f.eks. tölt. Hvis hesten modsat har en god bygning, en konveks hals som ‘vender’ rigtigt og andre byg-ningsmæssige fordele, så hjælper det hesten meget.”

Men én ting er endnu vigtigere, og det er hestens mentalitet. En ufokuseret hest eller ugidelig hest kan være nok så god, men den vil næppe komme til tops i dag eller i fremtiden, hvis hesten ikke er fuldstændig klar til at arbejde sammen med sin rytter og selv ønsker at præstere. Mentaliteten kan – lige som gangarterne og hestens fysik – også trænes, hvis hesten er åben for det.

Det vigtigste

“Noget af det allermest vigtige er faktisk, at hesten er rigtig “god i hovedet”, som man siger. Det er en misforståelse, at alle højt kårede heste eller topheste er skøre og så svære at ride, at almindelige ryttere ikke kan ride dem. I over 10 år har systemet udviklet sig sådan, at man både ved kåringer og i sporten belønner de meget ridbare heste. Selvfølgelig er der også heste, som har meget “power” og er sensitive og derfor svære at ride for almindelige ryttere.

Men nutildags er de bedste heste generelt nemme at tænde og slukke, de kan præstere eksplosivt og også slappe af. Der er så meget fokus på samarbejdsvilje og harmoni, og man kan aldrig få succes i sporten, hvis man har en hest, der ikke hører efter,” lyder ordene fra Tóti, der har førstehåndserfaring fra sidstnævnte med flere VM-titler, islandske mesterskaber og Landsmót-succeser bag sig.

Tóti mener derudover, at man kunne gøre endnu mere for at forbedre det nuvæ-rende system, så man tidligt – f.eks. ved kåringerne – kunne bedømme hestenes talent endnu bedre. Han er fortaler for at lave en ordning, hvor rytterne skal vise hesten i noget mere åbent terræn frem for blot frem og tilbage på en bane. Det ville med trænerens ord give mere information om hestens ridbarhed og gangarter. En talentfuld hest med alle de positive kvaliteter vil have nemmere ved at skille sig ud på et større areal.

Prainn Landsmot 2018

Flere typer af heste

Þórarinn Eymundsson har redet det meste af sit liv, men han var over 20, da han begyndte at ride på virkelig gode heste. Hele hans barndom og ungdom red han rundt på sin fars heste for at se, hvad de gemte på. Det forberedte ham til oplevelsen, da han som teenager fik bedre og bedre heste at ride på. Dog fortæller han også, at han har redet på sin del af besværlige heste gennem sin karriere.

Stive heste, dovne heste, stressede heste, heste som løb løbsk og alle mulige andre tænkelige problemer. Dét, mener han, er enormt udviklende for rytteren at blive konfronteret med, fordi han eller hun dermed bliver nødt til at tænke sig om og finde en løsning på udfordringerne – og gøre hestene bedre og bedre.

“Da jeg var 15 var jeg så heldig, at min far havde hingsten Kveikur fra Midsitju i sin stald for at bedække. Han var en rigtig god hingst på 13-14 år, som ikke var blevet trænet så meget i de senere år. Så jeg spurgte ejeren, om det var okay, at jeg skoede ham og trænede ham lidt.

God pas

De sagde ja, og jeg gik i gang med det samme. Jeg husker det så klart: Han kunne gå en virkelig god pas. Jeg havde set ham gå, men havde aldrig selv redet sådan. Så første gang, jeg skulle prøve det, dannede jeg mig et mentalt billede af, hvordan det skulle se ud og forestillede mig, at det ville blive perfekt.

Og så lagde jeg ham i pas, og det var mange hundrede gange bedre end noget andet, jeg nogensinde havde prøvet før. Derfra vidste jeg, hvordan det skulle føles, når det var rigtig godt, hvilket selvfølgelig hjalp mig enormt meget på de heste, jeg kom til at ride senere,” fortæller han.

“Det er sådan med alle heste, selv de bedste af dem, at udfordringerne mere eller mindre ofte er de samme som med de besværlige heste – bare i mindre skala. Alle heste kan være lidt laterale i tölt eller stressede i visse situationer.

Og når man ved, hvordan man skal få den rene tölt frem i en stiv hest eller få en meget stresset hest til at slappe af, så er det nemmere at håndtere lidt ubalance og usikkerhed i hesten. Men vigtigst af alt er det, at man tror på, at man kan udvikle enhver hest. Nogle af dem går i det tilfælde hen og bliver store stjerner”.

VM 2007

Af de heste, som Tóti senere skulle komme til at få nogle af sine største succeser på, sidder Kraftur fra Bringu stadig i hans hoved som én af de bedste. Kraftur var 12 år, da han ved VM i 2007 vandt to guldmedaljer og en sølvmedalje, og gennem al den tid, Tóti red ham, blev hingsten kontinuerligt ved med at overraske sin ryt-ter ved at tilbyde noget nyt.

“Jeg var helt i ave over, at han kunne blive ved med at blive bedre og bedre – samle sig mere, lave overgange, øvelser m.v. – der var altid noget, han blev bedre til.”

Ifølge Tótis filosofi er det utrolig vigtigt for avlen, at folk avler på hingste og hopper, som er åbne og nemme at træne hele livet. Heste, som har brug for lang tids træning og teknisk snilde for at blive gode, er mindre egnede til avlen, vurderer han.

Når det er sagt, er der for Tóti ingen tvivl om, at man også skal kigge på den slags talent, som langsomt viser sig i højere og højere grad, når man træner heste. Det er langt fra alle heste, der viser sig bedst frem som 4 eller 5-årige. Nogle heste vokser stille og roligt og ender med at forbedre sig og udvise større og større potentiale gennem deres voksne liv som ridehest.

“De ender med at blive meget bedre som 10-12-årige, end de heste, der viser en helt masse som 4-årige. Så selv om de ikke er så ekstravagante, skal man altså ikke afskrive dem. De er faktisk de mest fascinerende heste at arbejde med, synes jeg,” lyder det fra toptræneren.

I den anden grøft finder man heste, der viser et utroligt talent som blot 3 eller 4-årige, men som “rammer muren” og derefter ikke udvikler sig mere. Den slags heste skal man som træner og rytter være meget forsigtig med, lyder beskeden fra Þórarinn Eymundsson. Som træner må man ind imellem bremse hesten og ikke give den lov til at gøre alle de ting, den tilbyder. Hvis hesten gør for meget for hurtigt, kan den miste troen på sig selv undervejs.

“Jeg tror, at alle trænere har stiftet bekendtskab med den slags hest på ét eller andet tidspunkt. Kunsten som træner er at sige til hesten ‘tak, fordi du tilbyder mig så meget, men det her er nok’. Så man ikke går over dens grænser.

På den måde er det helt ovre i den anden grøft i forhold til, hvad vi talte om med helt almindelige ryttere, som gør for lidt med deres heste. Man kan også komme til at gøre for meget. Det er en spændende balancegang,” påpeger Tóti, som dog me-ner, at det oftere er tilfældet, at rytteren kræver for lidt af hesten, end at rytteren kræver for meget.

Þráinn – en helt speciel hest

En af de heste, som Tóti konkurrerer på nu, er Þráinn frá Flagbjarnarholti – en helt exceptionel 9-årig hingst, som er kåret med 9,11 i rideegenskaber og 8,95 totalt, og som i et par år har gået 5-gang med karakterer op mod 7,85.

Tóti er så vild med hesten, at han for nylig sammen med en gruppe andre købte Þráinn for at undgå, at den forlod landet, og der er næsten ingen grænser for, hvor mange positive tillægsord han kan finde frem, når man spørger ind til, hvor-for den hest er noget særligt.

“Han har hele pakken. Han har naturligvis vanvittigt gode gangarter, det siger sig selv. Han har en bygning, som hjælper hans balance, og en stor udstråling. Det sjove er, at jeg i begyndelsen ikke troede, at han havde særlig meget pas i sig, fordi han tilbød så meget tölt. Men det viste sig, at han havde det hele,” fortæller Tóti og tilføjer, at hingsten – hvor kliché det end måtte lyde – er helt utrolig nem at ride.

“Alle kunne ride en god tur på ham, nyde hans gangarter og føle sig sikre. Det er nemt at bede ham om at være blød, men med et højt energiniveau, og lige så nemt at ride ham blødt og let uden særlig megen energi. Den der mentale balance er Þráinns største talent, og jeg kendte faktisk ikke til det, før han kom ud i nye og uvante omgivelser og præsterede godt.”

Þráinn er efter Alfur fra Selfossi, hvis meritter de fleste formentlig kender, og hoppen Þyrla frá Ragnheiðarstöðum. Tóti mener dog, at det er forkert at bedømme en hest ud fra dens avlslinjer alene, for alle heste – selv dem som kommer fra helt ukendte forældre – bør blive bedømt på et ligeværdigt grundlag, når de begynder deres træning.

“Jeg har haft mange gode heste, der kom helt ukendte familier, og det er meget vigtigt for mig, at min tilgang er, at alle heste er potentielle superstjerner,” afslutter han.

Af Berit Ertmann