PLANEN FOR HESTENS UDDANNELSE FRA START TIL SLUT

Her får du den tredje artikel i Johan Hägbergs føljeton om hesten, rytteren – og her samspillet mellem de to fra første gang, hesten får en grime på til den allersidste ridetur.

Der tales ofte om vigtigheden af et system. Men hvad er et system. Jeg vil kalde det noget i stil med en tankefigur om ridning, som indeholder visse grundtanker om mødet mellem hest og rytter, som henviser til en plan for hestens uddannelse fra starten af dens ridekarriere til den sidste ridetur.

Et typisk eksempel er vel det, der oftest betegnes ”den klassiske uddannelsesstige”. Jeg tilstræber på ingen måde at forsøge at erstatte den, Snarere beskrive hvad jeg tænker i forhold til den. Jeg vil beskrive nogle vigtige holdepunkter for en frugtbar måde at tænke på, som udelukkende er min udtalelse.

Teknik går før følelser

Afhængigt af hvor langt man vil er følelser eller evne eller talent – eller hvad man nu vælger at kalde det, en vigtig del og ganske enkelt nødvendigt. Men langt fra tilstrækkeligt. Jeg ved det udmærket, for det er den vej, jeg selv har gået. Lad mig fortælle en lille anekdote (undskyld til dem, der har hørt den tidligere).

1987 fik jeg en hest, som hed Manuel. Han var – for den tid – en stor, rød hest, som burde hedde Automat. Hvilket ikke forhindrede mig i konstant at mislykkes med passen. På det her tidspunkt kom man kun med på landsholdet, hvis man lykkedes med at ride pas i finalen til Svenske Mesterskab. Så jeg kneb mig med til Nordisk Mesterskab 1988, hvor jeg skulle ride stilpas.

Så vi masede os vej til pas-sporet. Den fantastiske Einar Öder Magnusson forsøgte med en himmelsk tålmodighed at bringe en form for ridning i min sporadiske pas. Uden mærkbar fremgang.

Nogle år senere – under en hyggelig aften i Stockholm – berettede Atli Gudmundsson, som havde overværet det hele, mens han stod og vaskede sin NM-hest, at han ikke havde forstået så meget af, hvad der foregik, men én ting var han helt sikker på. Nemlig at den der fyr ville aldrig lære at ride pas.

Men med hjælp af meget motivation, analyse og vældig meget teknik-træning, gik det aldeles udmærket. Siden da viste jeg en hest til 10 i pas og et stort antal heste med 9 og 9,5.

Karly Zingheim syntes i 5-gangsfinalen til Svensk Mesterskab i 2005, at min pas var 10 værd, og jeg tror, jeg har fået 10 i alle momenter i stilpas.

Mine sejrspoint fra VM i Herning i 2003 i stilpas på 9.08 holdt i 14 år, som den højest opnåede totalpoint. Osv. osv.

Pointen med dette er, at jeg tidligt indså værdien af tekniktræning. Og mens man på den tid faldt på halen for den som red pas, som var det både første og sidste gang, gled jeg i baggrunden med en helt anden målsætning: Gentagelse.

Jeg ville ride pas, så andre også kunne ride pas på min hest og ikke skræmme livet af dem. Jeg mindes stadig min fortvivlelse, da jeg via en fejl mistede en af de bedste fem-gængere, jeg har haft og blev tvunget til at være vidne til, hvordan man hensynsløst overudnyttede hestens kapacitet, til man næste år var nødt til at tilkalde en hel gruppe af mennesker for at stoppe den på ovalbanen.

Næppe et studie i gentagelighed. Siden har jeg selvfølgelig også mislykkedes. Men flest gange har jeg lykkedes. Ikke via mit talent, men udelukkende via min tekniktræning. Måske er gentagelse et lige så vigtigt værdiord i hestetræning som gennemtrængelighed. Vil man have det ene, må man også have det andet.

Det vigtigste ord i ridning

Så med teknik kommer gennemtrængelighed. I min verden det vigtigste ord i ridning.

Smag på det og forstå ordet. I princippet er det, hvad al træning bygger på. At vi skal komme igennem. Vi må hele tiden have det som målsætning at komme ud på den anden side af, hvad vi udfører med vores hest. I stort og småt.

Har vi stillet et spørgsmål, er det nødvendigt at vente på svaret. Men her må vi holde tungen lige i munden – så vi stiller det rigtige spørgsmål.

Vi må skelne mellem korrektion og uddannelse. Der findes naturligvis ingen klar linje mellem de to, og nogle gange kan vi korrigere én ting, mens vi uddanner i en anden.

For eksempel korrigerer vi manglende psykisk følsomhed, mens vi lærer hesten at flytte sig for schenklen. Kommer vi ikke igennem, så må vi tro på det, når vi rider for præstationen – eller det vi kan kalde ”surprice-ridning”.

For eksempel en pludselig forandring eller ridning med højere krav på en måde som omhandler behovet for uddannelse. Det er en kundskab, som er god at have, men vi bygger ingen lang stævnekarriere på det. I hvert fald ikke på den samme hest. Hestetræning handler om at skabe et mønster.

Gennemtrængelighed (altså hestens evne til at være lydig og smidig, så hjælperne trænger uhindret igennem, og hesten reagerer præcist og afslappet på rytterens signaler fra bagparten gennem ryggen og frem til biddet) – er det samme som god kontakt. Uden – eller med alt for varierende gennemtrængelighed – kommer ridningen til at bygge på for stor en del af kompromisser. Så det ene afføder det andet.

Med ingen kompromisser, mener jeg ikke hensynsløshed, men et intelligent samspil med hesten, som begynder den første gang, men sætter grimen på den og ikke slutter, før vi åbner leddet til de evige græsmarker.

Min faste overbevisning er, at hvis vi ønsker at ride hesten for præstation, så betaler det sig at være så kræsen som muligt med det tekniske. Giv hesten de bedst mulige tekniske forudsætninger både i forhold til lydighed og som ridehest.

En sag jeg fortsætter med at tale om er, hvor ofte mangelfuld teknik lægges hestens karakter til last eller henvises til deres opførsel.

Vi siger, den er uvillig til at samle sig, når vi har sat dens bagben på forkert plads, til at den skal kunne samle sig.

Heste er forskelligt mentalt disponeret for at reagere forkert, men det er op til os at give dem muligheden for at reagere rigtigt. Det er helt op til os.

Mød energi med energi

I min verden skaber vi løsgjorthed ved at se, hvor meget energi vi kan sætte ind i hesten, uden at der opstår spænding.

Hovedreglen er, at vi skal møde spænding – eller fejlagtig opførsel med energi, så det ikke betaler sig for hesten at spænde. Men det er naturligvis et spørgsmål om sund fornuft. Indimellem må vi slække på kravene for at komme derhen, hvor vi skal.

Men hvis vi konsekvent slækker på kravene ved modstand eller spænding, så får vi en tung eller overreagerende hest.

Efter hestens disposition vækker vi dens nonchalance eller dens rædsel for berøring – og alt andet derimellem.

Det er lidt sådan, at når vores træning går godt, minimerer vi de områder, hvor vi ikke vil have hesten skal bevæge sig. Et eksempel er: Hesten vil ikke slappe af og skridte i de situationer, som lugter af præstation.

Så er det rigtig godt at lære hesten at slappe af i de situationer, som er langt fra præstation – for eksempel på en lang tur i skoven. Det er et godt sted at bygge fra, men det er sjældent tilstrækkeligt.

Det er nødvendigt at etablere et godt fundament, som hesten forbinder positivt med afslapning. Sidenhen må vi få hesten til at indse, at det ”koster” at spænde sig.

Det første opnår vi gennem altid at starte skridten med en kort, forbigående samling. Det følger en logik, jeg kan lide. At belønningen i samling altid er at få lov til at gå frem. Og at vi korter, før vi forlænger. Siden er det vigtigt med konsekvens og ihærdighed også at møde spændingen i skridt med energi.

En effektiv måde er at sætte hesten i en intens ”hindquarters out”, hvor vi altid lader hesten gå frem, så snart den viser tegn på afslapning. Som med al korrektion kræver det, at vi læser hestens signaler, men så er det også yderst effektivt.

Målet er, at vi bare skal kunne antyde med inder-schenklen, når hesten gør tegn til at spænde op. Spændingen skabes oftest for at skubbe frem, når vi forbereder at skifte til samling for at flytte bagdelen for blødere bagben og en følelse af at afvæbne dem. At få bløde bagben er ofte en forudsætning for samling. I særdeleshed i tölt.

Den farlige myte

Hvor mange gange har I hørt forskellige sager retfærdiggøres med: Det spiller ingen rolle, for de har samme mål. For eksempel at man som rytter hyppigt skifter underviser.

Men det spiller virkelig en rolle. For hvor ofte er vi ved målet? I ridning er vejen, målet og midlet. Og vores kære heste er vanedyr – på grænsen til tryghedsnarkomaner. De har ikke brug for afveksling. De har brug for gentagelse og klare, tydelige spilleregler. Og kernen i hvert fungerende system er HVORDAN og ikke HVAD. En volte er ikke bare en volte. Det er udtryk for et system.

Hvilken energi arbejder vi fra og mod. Hvilken højde og længde efterstræber vi? Rider vi fra indvendig schenkel eller udvendig? Volten er hvad? Hvordan vi rider den er systemet.

For eksempel: At ride en volte gør ikke en til rytter. Det er, hvordan vi bruger volten. Jeg ejer en hammer. Det gør mig næppe til snedker.

Det kan forsinke en ekvipages udvikling at blande undervisere med nuanceforskelle. Og også det modsatte gælder. Det gælder at som underviser (og i særdeleshed som coach) at forsøge at kende en rytters system (hvis de er kommet så langt, så de har et system) og se hvad fordelene er, hvad man kan bygge på, og hvad der bremser.

Det kan ofte være relativt let som dygtig underviser at motivere til forandring i træningen. Man kan hele tiden supportere rytteren og hjælpe og rette til. Det svære er ofte at motivere til ægte forandring i konkurrencesituationer.

Det sker nemlig let, at resultaterne daler eller bliver mere uforudsigelige i den periode, hvor man arbejder med at overføre den nye ridning fra at være bevidst til automatiseret. Der er to serier af automatiserede reflekser, som skal forandres, og det der sker ved nervøsitet er, at gamle vaner dukker op i fuldt flor.

Derfor har man brug for oprigtige repetitioner i træningen. Det er derfor, jeg er lidt imod, at man afbryder i belønningstrang, hver gang hesten gør noget rigtigt. Det er tilstrækkeligt, at man viser hesten vejen ved at gøre kontakten mildere og nyde den nye tilstand.

På den måde kan man konsolidere det nye via automatisering. Belønningen kan være at gøre det arbejdsomme bekvemt og tæmmet.

I hvilket stadie skal man sætte mest energi i hesten?

Man ser ofte det, jeg vil kalde lavenergitræning – både som hjemmetræning og som stævneforberedelse.

Lad mig kalde det tvivlsomt. Antag at du helt igennem, har en hest som er indstillet på at arbejde, så kan det fungere supergodt med at sætte energi sent i opvarmningen.

Efter min mening skal man sætte mere energi i hesten i træningen end ved stævnet. Ikke bare instrumentalt i sådan en energi, form og tempo som ligner stævneform. Også i andre tilstande – og som sagt selv når der korrigeres.

På den måde bliver hesten fortrolig med energien, og den bygger sin koordination og selvsikkerhed op. Samt den absolut nødvendige styrke.

Afslutningsvis vil jeg understrege, hvad jeg vil kalde det cirkulære moment i træning. Vi henter styrke og præcision i træningen ved altid at vende tilbage til det, som er velkendt og etableret.

Hvis vi er grundige fra starten og har indlært de rigtige kommandoer og reflekser i vores hest, kan vi finde stabilitet i dette fundament.

Vejen er målet!

Af Johan Häggberg

Foto Mirjam Horn